Angsten for overgreb

posted in: Artikler, Lyst, Sexualitet, Skam, Workshops | 0

Og hvordan vi dealer med det på tantra workshops

Vi der afholder tantra-workshops gør vores bedste for at sammensætte hold vi forestiller os vil harmonere/passe sammen. En af de ting vi gør er at have samtaler med alle deltagerne på telefon før de optages på holdet, og der hvor jeg fornemmer en manglende lydhørhed/nysgerrighed tændes gerne en alarmklokke. Nogle – og det gælder for mænd, såvel som for kvinder – er mest optagede af at ‘få noget ud af det’. Det være sig nogen smukke mennesker at røre ved, ‘oplevelser’, underholdning… “Hvem kommer” siger de – er det nogen jeg kunne begære/få fed sex med kan man næsten høre… 

Det er ét fedt, det er alt sammen samme suppe….

Jeg vil have noget

At ‘ville have noget’ er en dyb menneskelig motivationsfaktor, og man møder det overalt. Vi er blevet trænet fra ganske små til at ville have noget – og til at give de andre, det de vil have.

Det er ikke nødvendigvis i sig selv grænsoverskridende at blive mødt med begær – hvis begæret er gensidigt kan det være ganske berusende :-). Er det ikke sådan, kan det ofte være ganske ubehageligt at blive mødt af nogen der ‘vil have noget’.

Det jeg inviterer til på mine workshops, er at undersøge det – der inviteres til at gå i kontakt uden at ville have noget – og deltagerne inviteres løbende til opmærksomhed på hvad der bevæger dem.

Endvidere er det sådan, at selv den mest velmenende, opmærksomme og fintfølende M/K kan komme for skade at give en partner i en øvelse en oplevelse af at ‘blive brugt’. Modsat den almindelige opfattelse er det nemlig ikke (altid) sandt at vi kan mærke hvad der foregår i den anden. (nogen gange kan selv en hånd på en skulder opfattes som et overgreb)

Kompetence til at bevæge sig 

Det der giver mest mening for mig, er at træne vores egen kompetence i at bevæge os, når vi mødes på en måde vi opfatter som ubehagelig. Ja, jeg sorterer masser af folk fra, og der opstilles rammer, og der guides, og det påtales når rammerne brydes… Ikke desto mindre ser jeg at nogen ‘udholder’ noget som de egentlig opfatter som ubehageligt. 

Derfor – svaret på angsten for overgreb – er at træne vores evne til at bevæge os konstruktivt med et eventuelt ubehag – ligegyldigt hvilken form det så end antager. Konkret inviterer jeg deltagerne til opmærksomhed på dette, ved gentagne påmindelser om at mærke sig selv, og bevæge sig i overensstemmelse med vores egen sandhed- der er meget man kan gøre, vende sig om, samle benene, flytte deres hænder – eller bruge sin stemme. Sig Nej – eller, sig ‘gør noget andet’ 😉

Friheden vindes ved at tage personligt ansvar – det er ikke fordi der er noget galt med den anden – jeg har bare ikke (lige nu) lyst til det der sker, og derfor forandrer jeg det.

Livsforandrende kompetence

Jeg kan gå i kontakt med alle – jeg har nemlig en dyb tillid til min egen kompetence til kun at gøre hvad jeg har lyst til. Når vi har trænet nej’et, og det bliver en integreret del af dine personlige kompetencer, kan du opleve hvordan dette breder sig ud i resten af dit liv. Du bliver SÅ færdig med at tage bullshit fra nogen som helst. Og ved at gøre det til dit eget ansvar (jeg bevæger mig selv), giver du dig selv magten tilbage. Og det JA der kan komme ud af den selvsikkerhed, er ganske fantastisk kraftfuldt og vidunderligt. Tænk på hvor ofte du har sagt nej til noget du egentlig gerne ville, i en angst for hvad der kom bagefter? 

Har man sagt A må man også sige B – er den mest ødelæggende og angstfremkaldende gang sludder man kan forestille sig. Nej, bare fordi jeg har lyst til at kysse dig lige nu, betyder det ikke at jeg har lyst til at elske med dig bagefter (men måske?)…. Her ærer vi vores sande lyst, med viden om at den er evig bevægelig, ikke lader sig styre – og sådan skal det være!

Ovenstående er et forsøg på at beskrive noget af det vi bruger meget tid på – at undersøge NEJ– og dermed også kompetencen til at sige JA <3